Præsentation og anmeldelse af Lilian Munk Rösings "Autoritetens genkomst", 2008, .

 

Litteraturkritiker og forfatter Lilian Munk Rösing: den kristne gud er ikke en almægtig autoritet, der garanterer verdens orden, men en gud, der elsker og vakler, ja ligefrem gør sin egen kastration til sin dyrkelses centrale billede. Kristendommen åbenbarer Guds impotens.

 

Man bør gøre sig selv den tjeneste at læse lektor og kritiker Lilian Munk Rösings seneste bog ”Autoritetens Genkomst” . Bogen er en tiltrængt vitamin-indsprøjtning i tiden - dels som en replik til og kritik af den temmelig frugtesløse debat mellem nykonservatisme og kultur-radikalisme, dels som en nylæsning- og tænkning over væsentlige etiske temaer: næstekærlighed, fremmedhed samt spørgsmål, der angår hierarkiske strukturer: Hvad er på færde, når en instans eller et menneske gøres til autoritet? Hvilke skyggesider følger med, når Loven eller Faderen/ guden skal garantere og legitimere det øvrige ”system”? Hvordan kan det være, at lov og trods altid følges ad?

Rösing er en fremragende skribent og læser, knivskarp, men aldrig uden humor og lethed.

Hun er efter min mening inkarnationen af eller drømmen om en ”rigtig” intellektuel: drevet af nysgerrighed og ydmyghed; og ikke mindst - blottet for en trættende ensidig (ideologisk) dagsorden.

Rösing kaster sig elegant og ubesværet over store navne som Søren Kierkegaard, Imre Kertész, Paulus, Slavoj Zizek, Shakespeare samt Freud og Lacan og med litterær musikalitet og et præcist blik gennemspilles bogens centrale temaer gennem læsninger af disse.

”Autoritetens genkomst” er først og fremmest en advarsel imod at genindføre ”faderautoriteten” (”Faderen” behøver ikke at være af hankøn), d.v.s. ønsket om at genindføre en autoritetsopfattelse, der skal legitimere og være garant for pligt, grænser og kanon.

 

Ingen grøftegraveri

Det fornyende og velgørende ved Rösing er, at hun ikke forudsigeligt går over i den modsatte grøft, men forsøger at præsentere et alternativ til det ideologisk-politiske dødvande, som præger debat-klimaet i disse år: den tilsyneladende endeløse kamp mellem de såkaldte kultur-radikale og de nykonservative kræfter, som debat-bøger og avis-spalter flyder over med.

Meget forenklet kan man sige, at de såkaldt kultur-radikale har været fortalere for hedonisme, for tankens frihed fra moralske bånd, mens de såkaldt nykonservative vil have pligten og en gammeldags moral tilbage.

Men spørgsmålet er om vi overhovedet lever i et samfund, hvor pligt er blevet erstattet af nydelse, som nykonservatismen (autoriteten) hævder, eller om det snarere forholder sig sådan, at den afgørende drejning går ud på, at det er blevet en tvangsmæssig pligt at nyde.

Vi skal nyde, vi har pligt til at nyde for at kunne anskue os selv som vellykkede mennesker.

Altså en bizar blanding af begge positioner:

I psykoanalysens retorik: Overjeget er uløseligt forbundet med overjegets obskøne bagside: ”Vi bøjer nakken under det obskøne overjegs hårde bud”, hævder Rösing. Reklamens valgsprog: du har lov til det, du fortjener det, resulterer paradoksalt nok ikke i frihed fra snærende bånd, men bliver en lænke, der driver os som en mare. Overbevisningen om at vi bør nyde, ansporer folk til at spise piller, gå til coaches, opsøge behandlere, der kan maximere lykke- og lystfølelse, hvis den skulle mangle: at nyde er altså blevet en pligt.

 

Faderautoriteten og dens spejlbillede: trodsen.

Rösing advarer ikke blot imod faderautoritetens spøgelse, som hun kalder det, men også imod den såkaldte politiske korrekthed, fordi hun mener, at den fører til en tilsløring af de egentlige problemer og skaber nye. I dag er det på mode at dyrke den partikulære identitet: det gælder om, både i chauvinismens og tolerancens navn, at dyrke identiteten som et tilhørsforhold til en partikulær etnisk, national, social, religiøs, seksualitets-, alders- eller kønsbestemt gruppe. Paradoksalt nok tænker socialkonstruktionisten og Dansk Folkeparti-tilhængeren i de samme baner, på de samme præmisser. Trodsen (den ”politiske korrekthed”, dyrkelsen af de partikulære identiteter, 68’ernes ideologiske frigørelsesprojekt) er afhængig af og forbundet med det, den gør op med.

 

Kristendom og psykoanalyse

Rösing er træt af skyttegravskrigen. Hvad er hendes bud på et alternativ? Først og fremmest er hun ikke bange for at tage fat i udskældte ”positioner”, som psykoanalyse og kristendom, der begge har fået det skudt i skoene, at de er chauvinistiske og autoritære. Men det er de kun, hvis man ikke kan læse: eller som hun formulerer det i afsnittet om faderspøgelset i Hamlet: ”hvis vi ikke længere tager stemmen bogstaveligt, bliver vi i stand til at tage dens bogstav alvorligt”. Formår man at læse ikke-fundamentalistisk, grundigt og åbent, så opdager man, at både kristendom og psykoanalyse har et overskridende potentiale, der sætter noget tredje i stedet for enten pligten (Loven) eller en gold hedonisme.

Psykoanalysen er i hendes version (og Lacans) et sprog og en analysestrategi: ”Det ubevidste er ikke et rum langt inde i individet; det ubevidste er struktureret som et sprog, hinsides individets bevidsthed og kontrol – et overindividuelt system af tegn og mønstre, en slags grammatik”.

Det ubevidste eksisterer ikke, men det insisterer: det er en etisk fordring! Hvad betyder det? Det ubevidste sætter sig igennem bag om ryggen på os – det dukker op i vores tale og i kommunikationen imellem os. At ”det ubevidste” skulle være en skjult etisk fordring er overraskende for denne læser – ofte forbindes ”det ubevidste” med noget, der er hinsides godt og ondt (!), men måske kun hos os, der ikke beskæftiger os med temaerne til daglig.

 

Nomadisk universalisme

Rösings modtræk til partikularismen bliver en ny universalisme (en såkaldt nomadisk universalisme), som bygger på en formalistisk læsning af psykoanalyse og kristendom; her finder hun en tale, der kan formulere en autoritetskritik på helt andre præmisser, en kritik, der overskrider den vante logik mellem autoritet og trods: ”Jeg ser et åbenlyst slægtskab mellem nogle af kristendommens og nogle af psykoanalysens fundamentale tankefigurer. Men det kræver netop, at man tænker i ”figurer” frem for substanser. Arvesynd og kastration udgør samme funktion.”.

Og kunne det ikke tænkes, spørger Rösing (med Zicek), ”at hvis Gud findes, så må han netop være modgiften til totalitarisme og fundamentalisme?”

Partikularismen i den ”politisk korrekte” udgave har en tendens til at idyllisere de fremmede og undertrykte – at kaste sin kærlighed på ofrene, alene af den grund at de opfattes som ofre.

Rösing understreger, at næstekærlighed er noget andet, meget mere besværligt, men ikke desto mindre langt mere troværdigt: Det drejer sig ikke om at idealisere og idyllisere den anden/ den fremmede/ ”offeret”, men om at anerkende hans eller hendes fremmedhed – ikke lighed, men underlighed: og det er det, vi har til fælles – denne under-lighed: ”Identiteten er gennemtrukket af fremmedhed – det er det universelle vilkår” for os alle. Mødet med de andre er netop ofte præget af ambivalens og tvetydighed. Så lad os anerkende tvetydigheden og lad det være udgangspunktet, anbefaler Rösing.

 

Den elskende Gud versus den autoritære mester

Når psykoanalysen finder inspiration i den kristne tradition, er det fordi den her finder en skrøbelig gud. En Gud som ikke er en almægtig autoritet, der garanterer verdens orden, men en gud, der elsker og vakler, ja ligefrem gør sin egen kastration (afmagt) til sin dyrkelses centrale billede i skikkelse af den korsfæstede søn på korset. ”Budet om at elske kan kun udgå fra en elskende og er derfor af en helt anden karakter end pligtens bud, som udgår fra den autoritære mester.”

Hos Slavoj Zicek udgør sætningen ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” det centrale i kristendommen. For her åbenbares – med psykoanalytisk retorik - ”Guds impotens”: Jesus oplever det som enhver søn før eller siden må opleve: at hans far ikke er almægtig: Der findes ingen Gud Fader for Jesus, i og med at Jesus ER gud. Og det betyder, at det, som dør med Kristus, er det hemmelige håb, som kan anes i ”Far, hvorfor har du forladt mig”: nemlig håbet om, at der er en far, som har forladt mig.

Håbet om, at der er en fader; håbet om, at der er en Gud.

 

Den faderlige autoritet er en prop i systemet

Kristendommen er derfor også ateismens religion; det er ikke nogen ny tanke. Det interessante er imidlertid Rösings pointering af, at Gud/ gud ikke forsvinder med Guds død, men netop i kraft af Guds død kan opstå (!) som dét, der er i stand til at overskride den onde cirkel mellem lov og synd, som den faderlige autoritet har igangsat og garanteret: ”I afskedigelsen af den faderlige autoritet, åbnes der for transcendensens mulighed. Den faderlige autoritet er en prop i systemet, en blokering af enhver åbning.” Rösings teologi, om jeg så må sige, er næsten klassisk evangelisk-luthersk.

Der er ganske vist ikke meget konkret Gud tilbage, til gengæld befries Gud fra substans-tænkningen og den hermed forbundne tingsliggørelse. Kirke og kristendom må i høj grad gerne være der, ja, bogen er også en nuanceret begrundelse for hvorfor, man hverken kan eller bør smide kristendommen væk: Der er tale om et uigennemtænkt og overfladisk projekt, når man - i oplysningens misforståede ånd – forsøger at afskaffe kristendommen – og religion i det hele taget, mener Rösing.

 

Tanke, praksis og etik

Jeg er vendt tilbage til ”Autoritetens genkomst” mange gange det sidste halve år og det skal nævnes, at den sine steder kræver ekstra tankemæssig virksomhed. Det er befriende at få lov til at tænke og udfordres af en forfatter, der kommer fra en anden tradition, og som formår at kaste nyt lys på mange velkendte temaer. En forfatter, der også vover at præsentere en etik – en ganske ambitiøs etik, som muligvis ikke har nogen praktisk gang på jord, men som ikke desto mindre har sin berettigelse som replik i debatten, den populære, såvel som den seriøse.

Skal jeg kaste en indsigelse på banen, må det blive i forhold til Lilian Munk Rösings kritik af dyrkelsen af partikulære identitetsgrupper; jeg deler hendes forbehold og frygt for at dyrkelsen kan resultere i tilstande, der adskiller, snarere end forbinder, men mener samtidig, at det i den brogede verden kan være en nødvendighed. I praksis er flertallet i stand til at sætte en dagsorden, der udgrænser minoriteten – både ved retorik og politik. Rösing skriver: ”Når en partikulær identitetsgruppe kæmper for sine rettigheder, har den en tendens til at forestille sig, at den mangler noget, som andre ikke mangler, fantasere om en anden position, hvor man ikke har den fundamentale mangel, som konstituerer eksistensen.” Men den partikulære gruppe mangler netop ofte det, den kæmper for, og det kan være noget ganske opnåeligt. Det er al ære værd, at Rösing er fortaler for en samlende universalisme, men i praksis er det ofte den konservative, ekskluderende ”universalisme”, der sætter dagsordenen. Rettighedstænkningen er ganske vist ikke holdbar på sigt og føder sin modsætning, som Rösing så præcist gør opmærksom på bogen igennem. Men de partikulære identiteters ”kamp” kan være en begyndelse, der forhåbentlig kan afføde en mere rummelig, en sand universalisme med tiden. Ligeså vel som kvindekampen – hvor old school den end virker i dag - i den gamle version – i sin partikularisme har været medvirkende til at få de fleste af os til at tænke anderledes.

 

Anmeldt af Ulla Pierri Enevoldsen i Præsteforeningens Blad nr. 43, 34. oktober, 2008.

 

Lilian Munk Rösing er lektor ved Litteraturvidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet og kritiker på Dagbladet Information

2 Autoritetens genkomst, november 2007 Lilian Munk Rösing / Tiderne Skifter,

164 sider.