Den 19. februar 2003, kl. 15.00. Auditorium 15, bygning 15
Vi har i dette semester gjort lidt af et scoop, eftersom det er lykkedes os at få digteren Søren Ulrik Thomsen til at komme til RUC for at læse op fra sine digtsamlinger: Det skabtes vaklen, Nye digte, Hjemfalden, City Slang samt den nyeste: Det værste og det bedste.
Søren Ulrik Thomsen regnes for en af vore betydeligste digtere herhjemme og anerkendes både blandt fagfolk og af os andre almindelige elskere af poesien.
At overvære Thomsen læse op af sine digte er både tankevækkende og bevægende - han er i sin fremførelse inspireret af de portugisiske fado-sangere - gamle mænd, der synger rytmisk, alt imens de gestikulerer med én hånd og holder den anden i lommen. Hans fremtoning er insisterende, men alligevel er der en afdæmpet følsomhed til stede. At overvære Thomsen læse op af sine digte er intet mindre end en oplevelse. Det æstetiske - ja, det til tider næsten romantiske islæt i Thomsens digte kombineres med en nøgternhed, der afværger at følelsen havner i den uimodsagte pathos. Han kan nok betegnes som en slags nyromantiker, men digtene afslører også en kølig klarhed, der antyder at illusionerne er tabte - men håbet bevaret.
Thomsen udgav i 1981 digtsamlingen City Slang, og det var især kroppens sårbarhed og storbyens magi - og ensomhed, der dengang fascinerede unge digtere som Thomsen og Michael Strunge.
I dag kan man vel sige, at Thomsen er blevet til en digter, der ligger på linie med klassiske forgængere (Ewald, I. P. Jacobsen) hvorfra han henter inspiration - men uden at gå på kompromis med sit eget.
Thomsen er ikke bleg for at vedkende sig en slags "metafysik", der indebærer at han nok ser digtet som sin egen kreation, men samtidig griber - eller afventer han noget, der eksisterer uafhængigt af den skabende kunstner. Kom selv og hør ham fortælle om sit syn på tingene.