Vi har haft en tendens til at opfatte det onde som det splittede, dét som ikke hænger sammen. Men er det ikke snarere det éntydige, det for monolitiske, der afstedkommer det onde?
Lilian Munk Rösing , adjunkt ved Litteraturvidenskab, fortæller om det onde, som her betragtes igennem nobelprismodtageren Imre Kertész forfatterskab. Kertész har som KZ-fange - og siden borger i det kommunistiske Ungarn - fået de totalitære systemers onde at føle.
Kertész værker kredser om at redde den "rest" i mennesket, som undslipper totalitarismen, og som bliver hans bolværk mod det onde: det skrøbelige "selv" og den skrøbelige kærlighed.
"Det onde" fremstår i Kertész værker som dét Rüdiger Safranski kalder "trancendensforræderi". At forråde transcendensen betyder her en mangel på evne til at transcendere eller overskride sig selv. Transcendens behøver ikke at være af metafysisk art: Transcendensforræderi kan også være at forråde det i mennesket, der ikke ”går op” i den sociale orden.
At blive for socialiseret, for tilpasset er en risiko for den menneskelige værdighed.
Ole Fogh Kirkeby, professor og filosof fortsætter i Rösings spor og sætter tvetydigheden under lup. I mennesket er der altid et mere : Vi består af og er - en krop , som er dødelig, men vores bevidsthed lader os falde ind i tiden. Gør det os til væsener, der aldrig formår at komme i overensstemmelse med os selv? Er det vores ulykke? Eller er det netop dét, der gør os til noget særligt, noget mere : mennesker med ansvar og samvittighed? ”Livet refererer til noget skænket, noget der er sket med én i egenskab af ”nogen”, som man ikke kender. Livet rummer i sig spændingen mellem immanensen som det endelige, det selvskabte og tilgængelige, og immanensen som det, der transcenderer sig selv mod en forestilling om skæbne, forsyn, mod os selv som ”hemmelig gæst” hos os selv –”
Teologisk replik fra Pedersen og Enevoldsen, hvis tiden tillader det. Tid og sted: RUC, auditorium 15, bygning 15, mandag 29. marts kl. 13.30 – 16.00