(Introduktion/ brugervejlening: En prædiken er først og fremmest en mundtlig genre, beregnet på, at man hører den én gang. Typisk er "publikum"/ menigheden et bredt udsnit af folk, bestående af konfirmander, børn og voksne, som alle gerne skulle kunne hente noget... Her har du muligheden for at læse den, også)
Prædiken
2. søndag i fasten, 20. marts, 2011, Himmelev kirke.
Tekster: GT, Salme 42, 2 - 6, NT evangelium: Matt 15,21 - 28.
Mon ikke I alle har hørt om Mumi-familen i Mumidalen? De store hvide bamse-trolde. I de oprindelige udgaver af bøgerne er fortælingerne noget mere rå og upolerede end man måske umiddelbart forestiller sig, når man tænker børnebøger og store hvide trolde.
Gode børnebøger kan noget særligt: Fortællingerne sætter ord på vores vilkår på godt og ondt, vores angst og fællesmenneskelige erfaringer. De handler også om kærlighed og fejltagelser - og alt det roderi og de mange misforståelser, som opstår, når vi har med hinanden at gøre.
I en af fortællingerne, ”Forårsvisen” hører vi om Mumrikken, der kommer gående en forårsaften, måske en dag som i dag, når den er ved at være til ende. Mumrikken er et lille menneske, der gerne vil digte og komponere viser - og spille melodier.
Han er lykkelig denne forårsaften, han går for sig selv, hen over det bløde mos, igennem den blå skovs tusmørke - og han er lige ved at have melodien – den er på vej – alt hvad der skal til for at digte er til stede, de rette toner, den rette stemning. Men så kommer et skrig fra et lille dyr. Et lille irriterende dyr, der vil ham noget. Mumrikkens første indskydelse er: åh, nej, én, der forstyrrer.
Mumrikken kan slet ikke koncentrere sig om den stemning, han var i, selvom han forsøger at ignorere, at det lille dyr følger ham med beundrende øjne.
”Hej. Jeg er så lykkelig over at have truffet dig”, siger det lille dyr. ”Hej”, siger Mumrikken koldt. ”Må jeg varme mig ved din ild?” fortsætter det lille dyr og stråler over hele sit undseelige ansigt. ”Tænk nu bliver jeg den som engang fik lov at sidde ved Mumrikkens lejrbål”, bliver den ved. Og sådan taler og sludrer det lille dyr, uden at lade sig anfægte af at Mumrikken prøver at afvise den. Det lille dyr vil gerne høre Mumrikken spille: ”Du aner ikke hvor jeg længes efter musik”.
Men nu er Mumrikken blevet irriteret og sur og så vil han ikke spille alligevel. Efter lidt overtalelse går Mumrikken dog modvilligt med til at finde på et navn til det lille dyr, som ikke hedder noget. ….Til sidst lykkes det Mumrikken, at få Ti-ti-oo, som den kommer til at hedde, til at forsvinde og stikke af. Og så er mumrikken tilfreds….
Tror han.
Men hele den næste dag tænker han kun på, at han afviste dyret – og han ender med at vende om for at opsøge det igen. Da han endelig finder Ti-ti-oo er det lille dyr allerede blevet som født på ny, nu kan det finde ud af at være til, at være nogen. Det har varmet sig lidt ved en Mumrikkens ild og det har fået et navn – så lidt skulle der til, før dens håb kunne blive til virkelighed.
I dagens evangelium svarer Jesus slet ikke, da den kana’anæiske kvinde kommer og bønfalder ham. ”Send hende væk, hun råber jo efter os”, siger disciplene. Kvinden irriterer dem.
Først siger Jesus ingenting, han tøver - og så fortæller han hende, at hans opgave er en anden – og at hun og hendes syge datter ikke hører med i den flok, som han er sendt til. ”Du hører ikke med”. Vi må tro, at han i det øjeblik han har sagt de ord må have hørt en mislyd, en falsk, uhyggelig klang, en alarmklokke – hvad er det jeg siger? En mislyd som så er blevet forstærket af kvindens desperate råb. Og hvordan råber man, når ens barn er ramt af sygdom? Her er ingen fine fornemmelser, tror jeg.
Måske skulle den kana’anæiske kvinde med i Guds store fortælling, i den store guddommelige symfoni – som en mærkelig, abrupt og skæv tone, der indvaslede en hidtil uset retning i den evangeliske bevægelse.
Før tænkte man i klaner, i familier, i socialgrupper, i jøder og hedninge - i lukkede systemer. Nu åbnes dørene, fra da af tog den tanke form, at det så indlysende er imod kærlighedens ånd, når vi ikke giver plads til hinanden eller når vi ranginddeler hinanden på de 1000 spidsfindige måder, vi nu kan finde på: Socialt belastede overfor rige, tykke overfor slanke, gamle overfor erhvervsaktive, sorte overfor hvide, dem med familie overfor dem uden - for nu at nævne nogle helt almindelige grænser, som vi hver dag sætter, måske endda uden at være bevidst om det.
Nu bliver det klart, at evangeliet ikke kan være der, hvor folk lukkes ude eller ikke lukkes ind.
I fortællingen om forårsvisen tænker Mumrikken, da han ser det lille dyr: ”to generte øjne under en tåt hår. Sådan ser folk ud, når de ikke rigtig tæller med”. Når de ikke tæller med. I evangeliet sammenligner Jesus den kanaanæiske kvinde med en hund. Men de to insisterende skikkelser lader sig – Gudskelov – ikke anfægte af den afvisende holdning, de møder – og det ender da også med, at både Mumrikken og Jesus forandres af mødet – eller kommer til sig selv. Mumrikken kan ikke få det lille dyr ud af hovedet og må den følgende dag lede efter Ti-ti-oo, som var han et lille fortabt får - og Jesus hører og fatter jo til slut kvindens bøn og ændrer mening.
Så kan evangeliet blive til virkelighed.
Bagefter skal vi synge den herlige salme ”Lyksaligt det folk som har øre for klang”. Her synger vi med hver vores næb, og selvom vi synger falsk, så er det den slags skæve toner, som netop udvider og beriger tilværelsen.
En særlig musik opstår, når vi alle synger som vi nu kan. Det er næsten forår, det er fastetid – og vi længes efter at høre de sange, som vinteren alt for længe har lagt en dyne over, en dæmper på – af kulde, hårdhed, tavshed og afvisning. Evangeliet er at have øre for den klang, som opstår i Gudsrigets fællesskab, hvor Guds ånd er den ild, vi varmer os ved. Lad melodierne begynde at spire og folde sig ud...
”Lyksaligt det hjerte i menneskebryst med frygt og håb, som lifligt bevæges ved himmelens røst og Åndens råb!”
Men hov, inden det hele går op i en højere enhed vil jeg slutte af i et andet toneleje og skifte spor – til Gudsriget. For det er jo det, vi forkynder. Hvordan kommer man så der?
Jeg citerer Suzanne Brøgger, der i sin seneste bog skriver: ”Jeg drømte i nat, at jeg var blevet fanget i et kæmpehus, hvor alle sad, lag på lag, dog forurettede over forholdene, med småklager over beværtningen, det ene med det andet. Men så gik jeg hen til inspektøren og sagde, at jeg gerne ville forlade huset. Dét var der ingen som helst problemer med! Jeg var fri til at gå! Jeg forstod det sådan, at man altid har en stående invitation til kærlighedsriget.”
Kære Gud, vi længes sådan efter kærlighedsriget, efter din guddommelige musik - lad os da ikke være tonedøve , det be’r vi om.
Amen
Prædikant: Ulla Pierri Enevoldsen
Tekster: GT, Salme 42, 2 - 6, NT
Salmer: 331: Uberørt af byens travlhed. 448: Fyldt af glæde over livets under. 365: Guds kærlighed ej grænse ved: 376: Lyksaligt det folk som har øre for klang. 389: Guds riges evangelium er sødt som honningkage 10: Alt hvad som fuglevinger fik.
Prædiken fra den 27. februar 2011, Himmelev
Søndag seksagesima, 27. februar, 2011.
Tekster: GT, Esajas 55, 6 – 11. NT brev: 1 Korinth. 1,18-2 (22-25), NT evangelium: Markus 4,1-20.
En lille kvinde på omkring de 60 år sidder hos lægen, helt sammenbidt og fåmælt. Efter et lille tilløb beder hun lægen om nogle sovepiller, for hun har ikke kunne sove et stykke tid indrømmer hun kortfattet. Det er åbningsscenen i filmen ”Another year”: Altså ”endnu et år” – et år i det livsforløb, der udgør et menneskes liv.
Vi befinder os i konsultationen hos en ung, kvindelig læge, der forsøger at tale med kvinden, der næsten ingenting siger. Lægen prøver at orientere sig i årsagerne og foreslår: ”… om ikke det var en god ide at opsøge den psykolog, der er tilknyttet lægens klinik - så kan hun måske hjælpe?” Den sammenbidte kvinde svarer ikke, men i næste scene er hun rent faktisk dukket op hos psykologen, der lægger ud med at spørge hende om hun kan fortælle om nogle lykkelige eller glædelige tidspunkter fra sit liv?
Tavshed.
Intet svar, kun et mørkt blik indad.
Psykologen forsøger igen, blidt: om hun kan huske bare et lykkeligt eller glædeligt tidspunkt fra sit liv? Da hendes børn blev født måske? Kun tavshed, ingen kontakt.
Psykologen siger så, stille: ”jamen så er der da plads til forbedring her.” Det er åbningsscenen i englænderens Ken Loachs nye film.
Selvom jeg har set flere gode film på det sidste, så har jeg ikke rigtig kunne slippe den her, først og fremmest fordi den efterlod mig med langt flere spørgsmål end svar.
Her var det et åbent spørgsmål: hvem var egentlig de sympatiske, hvem var de mindre sympatiske? Var der overhovedet nogen sympatiske, eller var kom de alle til kort. Man efterlades i forvirring og ambivalens.
Hvor kender vi ellers den dobbelthed fra?: Fra vores liv.
Hvad man ikke kunne være i tvivl om, det var at den søvnløse kvinde var så fortvivlet, indelukket og bitter, at hun næsten ikke kunne mæle et ord. Hendes liv havde, må vi tro - ikke båret frugt overhovedet. Hverken 30, 60 eller 100 fold. Ikke som hun selv så det.
Mange mennesker oplever alvorlige svigt, stor ensomhed, omvæltende graverende ulykker, der kan rive tro og tillid fra hinanden – oplevelser, der af og til som konsekvens kan gøre et menneske indadvendt, vred og kynisk. Eller overstrømmende og grænseløs, klæbende – uden situationsfornemmelse og pli.
Derfor må vi spørge – hvad er evangeliet? Hvad er det gode budskab, vel ikke det, at det vender ryggen til de mennesker, der har det dårligt, mennesker, der har mistet troen på og tilliden til andre, såvel som til Gud.
Hvis Gud da overhovedet nogen sinde har spillet en rolle?
Evangeliet er heller ikke selvhævdelse og overbevisning om, at man selv er indenfor og de andre udenfor – som hos Paulus i dag, der taler om vi, de frelste? Derfor kan forkyndelse af evangeliet af og til være at tale imod teksten.
”De skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse” står der.
Undertoner eller overtoner om trusler og fortabelse har vist sig at være en meget dårlig pædagogik; men ser man bedre efter, så modsiger teksten sig selv: der er faktisk skjulte åbninger - også i den tekst, vi har for os i dag. Vi hører, at disciplene allerede har et kendskab til Guds riges hemmeligheder, i modsætning til dem udenfor, derfor behøver de ikke at få lignelsen forklaret. Men hov - så ender det jo alligevel med, at også disciplene må have lignelsen udlagt og forklaret! Ikke engang de fatter åbenbart noget som helst. Det er alligevel ikke så enkelt med dem, der er indenfor og dem udenfor.
Det er en gennemgående pointe i det Ny Testamente, at disciplene er lidt dumme og uforstående, de laver den ene fejl efter den anden, svarer forkert, svigter, råber af børnene, ønsker fornemme pladser til sig selv, det ene med det andet. Mon ikke de ligner os andre her? Når de selvsamme disciple – eller deres venner og efterkommere - siden skrev om de begivenheder og oplevelser de fik i mødet med Jesus, begivenheder, der rystede dem – og mange, mange andre - så eftertrykkeligt, at intet siden blev det samme, så betyder det ikke at vi skal guddommeliggøre deres skrifter og at se bort fra deres menneskelighed, deres afhængighed af datidens moralbegreber og virkemidler.
De nytestamentelige tekster er et menneskeligt værk. Hvis ikke vi husker det, så har vi brug for at læse evangeliet en gang til, for en vigtig del af Jesu forkyndelse var jo netop opgøret med enhver form for fundamentalisme og skråsikkerhed.
Kærlighedens ånd forlanger bevægelse, fornyelse, vi må møde teksterne på vores tids betingelser, uanset at de altid efterlader et ”mere”, som ikke står til forhandling.
Det glædelige budskab kan ikke skrives på sten og papir, men kun i vores hjerter.
Så lang en omvej for at holde fast i, at fortabelse må være den tilstand, hvor mørket og tomheden er blevet for stort i det enkelte menneskes liv. Men evangeliet – det glædelige budskab – er netop ikke at overlade de fortvivlede til fortvivlelsen, afskåret fra tilgivelse. Hvilken Gud ville det være? Det er lige omvendt.
Her kaldes der netop på de fortvivlede, dem, som livet har været hårdt ved. Og som måske også har været hårde ved sig selv og andre.
Det er kristendommens adelsmærke, at kalde den slags mennesker salige – for Guds rige er deres.
Evangeliet handler jo om liv og kærlighed og udfoldelse – som når foråret kommer og løsner den bundne iskolde vinterørken - på ganske få dage, i et hav af konfetti af flourisende gule og grønne knopper, milde vinde, der kærtegner vores forkomne, indadvendte ansigter – så overraskende og overvældende som foråret altid er, uanset om vi er 4 eller 94.
Gud kalder på de fortvivlede, og Kierkegaard sagde, at det er vi alle sammen på den ene eller den anden måde, fortvivlede. Men der er mere.
For hvad er det sædemanden håber, ønsker og længes efter i dagens tekst? Vækst. Liv. Kærlighed. At ingenting er forgæves.
Hvad er det den fortvivlede kvinde i Ken Loachs film længes efter? Vækst, liv, kærlighed og glæde. At kunne smile og le sammen med nogen, der holder af hende. At det hele ikke skal være forgæves.
Hvad er det vi ønsker, håber og længes efter? Vækst, liv, kærlighed og glæde.
Ingen tvivl om at vi i vores samfund er er optaget af vækst, den materielle vækst. Som et blændværk, vi er spundet ind i. Som skjuler det vigtige, det ene nødvendige.
Her bliver den arbejdsløse og den fattige til et slags negativ, som ikke hører med, som ikke er med på familiefotoet.
Evangeliet er ikke ingenting, vi har en opgave – som dog gør alting lettere:
Jesus forlanger at vi giver plads til åndens vækst - han fordrer af os, at vi blødgør vores hårdhed - og byder hinanden op til dans, der skal være plads til os alle sammen ved bordet.
Vi må tro, at virkningen og væksten, der kommer af Guds ord – det sker, når vi lytter og bliver stille og går hen i kirkens rum.
Andagt, åbenhed, dans i gamle klude, jord under neglene, bøn i hjertet, taknemmelighed over sansningen, en ven, et barn, dagens begyndelse. Det store i at knæle sammen, gamle og unge, modtage vin og brød, efterligne det Guds ord, vi hører, som bundfælder sig og slår rod med tiden - takke for den åndelige kolbøtte, som Jesus gjorde mulig i korsets tegn. Kom nu, regn af det høje, velsign os.
Amen
Prædikant: Ulla Pierri Enevoldsen
Salmer: 14: Tænk at livet koster livet. 367: Vi rækker vore hænder frem som tomme skåle. 28: De dybeste lag i mit hjerte: 658: Når jeg er træt og trist og modet svigter. 236: Påskeblomst hvad vil du her? 313: Kom regn af det høje, lad jorden oplives.