Den 15. april havde jeg arrangeret en temadag herude på RUC, der bar overskriften "menneskets rettigheder - menneskets værdighed".
Det var især et forsøg på at belyse artikel 3 og 5 i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948 "Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed" og "ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf".
I dag er "ingen" ansvarlig for dødsstraffen.
Vi lagde ud med et foredrag af professor Inga Floto, der har beskæftiget sig med dødsstraffens kulturhistorie i Vesten. Hun fortalte bl.a. at dødsstraffen tidligere blev legitimeret af den religiøse verdensanskuelse, men at straffen i dag er endt i legitimitetsproblemer pga. sekulariseringen. På hvilket grundlag har man i dag "ret" til at slå ihjel, hvis ikke dødsstraffen kan indordnes under forestillingen om en eller anden højere retfærdighed? Hvis Gud er død, hvem skal så tage ansvaret? Ingen, ser det ud til. Når en person i dag henrettes i USA, så ved de involverede bødler ikke hvem af dem, det var, der trykkede på knappen, der ledte den dødelige gift ind i den dømtes krop. Døden er blevet upersonlig, rationel og neutral - en procedure med Flotos ord.
Troen på menneskerettighederne.
Men hvorfor have menneskerettigheder? Erik Sørensen fra Amnesty International fortalte os om det. Han gav et view over menneskeretshistorien, han fortalte om erklæringer og konventioner - og til sidst hævdede han, at menneskerettighederne, det var noget han troede på. Det førte os ud i en længere debat om hvorfor vi tror på netop disse rettigheder - er de vilkårlige?, er der tale om vestlig imperalisme? Adspurgt herom replicerede Erik Sørensen: Hvis en kultur/ et land er betænkelig med hensyn til at tilslutte sig visse menneskerettigheder, så plejer Amnesty International at spørge: Hvilke af disse rettigheder er ikke vigtige? Er det ytringsfriheden, der ikke betyder noget? Er kvinders og børns rettigheder mindre væsentlige - og i så fald - med hvilken begrundelse?. Det bliver meget svært at sige hvorfor, man i givet fald vil sige ja til nogle og nej til andre.
Men under alle omstændigheder kommer man ikke uden om begrundelsesproblemer. Ud fra hvilken målestok kan man hævde, at menneskerettigheder er uomgængelige og nødvendige? Er det i sidste ende ikke ligeså "logisk" at mene, at det er okay at slå et menneske ihjel? Diskussionen fører os før eller siden ind i en filosofisk blindgyde, hvor ordet tro ikke kan undgå at komme til syne.
Debatten fortsatte: Kan menneskerettighederne gå hen og blive "støvede"? Kan de miste deres berettigelse, hvis samfundet ændrer sig? Vil det en dag gå hen og blive sådan, at artikel 3 og 5 ikke mere er afgørende? Vil man ændre holdning til dødsstraffen og se tilbage på fortiden som et overstået stadium?
"Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør".
Hvor vidt menneskerettighederne er berettigede eller ej, blev i den grad sat på spidsen af Gonzalo Vargas' oplæg. Gonzalo Vargas er tidligere torturoffer, og han fortalte sin historie: Han blev hentet i sit hus af en flok soldater, der gennembankede ham. Derefter blev han sat i en lastbil med bind for øjnene og håndjern. Idet han sidder der, hører han en stemme, der hvisker ham i øret: "Nu skal du tortureres, Gonzalo, og du skal fortælle om alle dine venner, så vi kan finde dem". Det var Gonzalo Vargas' tidligere ven og kollega, der hviskede ham i øret - hans tidligere ven havde forrådt ham. Vennen blev Vargas' kommende bøddel. Fra lastbilen bragte de ham ned i en kælder, hvor det første han hørte, var de frygtelige skrig af mennesker, der blev tortureret - også børn.
Vargas beretning var så rystende og gribende, at det var som om al anden tale forstummede. I hvert fald var det herefter ret vanskeligt at fortsætte med at forholde sig distanceret til problemstillingen. Der var blevet sat kød og blod på artikel 3 og 5. Vi fik et ansigt og en krop imellem os og "juraen".
Omend det ikke kan undgås, at der er og bliver noget fremmed over fortællingen, fordi vi, der aldrig er kommet tilnærmelsesvis i nærheden af en sådan ufattelig erfaring, aldrig helt kan begribe hvad det vil sige.
Selve fortællingen var i sig selv et uimodsigeligt argument for menneskerettighederne og menneskets værdighed, i særlig grad de nævnte artikler. Det mest utrolige i Vargas' beretning var, at han sidenhen har oprettet et rehabiliteringscenter for torturbødler! Han mødte sin bøddel 17 år efter overgrebene - og han tilgav ham! Igen drejede diskussionen ind på tro. "Jamen, det minder jo fuldstændig om den kristne passionshistorie", sagde Inga Floto. Én hævdede, at der står "øje for øje" i Bibelen, men glemte at tekststykket er fra Det gamle Testamente, hvorimod det i Det Nye berettes, at manden på korset siger til sine bødler: " Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør".
Jeg nåede ikke mit eget oplæg pga. diskussionernes længde. Det skulle have drejet sig om en sammentænkning af hhv. R. Girard, Levinas og Z. Bauman: om volden, syndebukken og det hellige. Det må blive en anden god gang.
Dog vil jeg gerne afslutningsvis citere en næsten poetisk-filosofisk passage, der taler om menneskets værdighed, en værdighed som filosoffen Levinas udtrykker ved en fordybelse i "den andens ansigt":
LEVINAS
"Den andens ansigt" Dette uendelige som er stærkere end mordet yder modstand imod os allerede i hans ansigt er det oprindelige udtryk er det første ord: "Du må ikke slå ihjel". den uendelighed, der lammer magten igennem sin uendelige, urokkelige og uafvendelige modstand mod mordet, lyser utildækket frem af den andens ansigt, i hans øjnes totale nøgenhed, i transcendensens totale åbenhed. Der er ikke tale om et forhold til en voldsom stor modstand, men til noget absolut Andet: til en modstand, der ikke yder modstand ansigtets lysende fremtræden.