Red. Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing.
Forlag: Akademisk Forlag A/S, 2003
296 sider.
Katabase! Nedstigning til underverdenen!
Birthe Hoffmann [1] og Lilian Munk Rösing [2] er redaktører på antologien ”Det onde i litteraturen”, et festskrift tilegnet dr. phil. Uffe Hansen, der har beskæftiget sig indgående med temaet. Samtlige bidrag i antologien tematiserer det onde i litteraturen, og et kaleidoskopisk univers åbner sig ved læsningen.
Antologien er opbygget kronologisk, sådan at rejsen begynder i den græske tragedie og ender i efterkrigstidens overvejelser over Auschwitz og masseudryddelserne i det 20. århundrede.
Lad mig begynde med at sige: det er en usædvanlig god antologi, og det er ikke nødvendigt at have læst samtlige af de værker, som behandles. De fleste artikler kan stå for sig selv og præsenterer temaet så medrivende og overbevisende, at jeg mange gange under læsningen har følt mig foruroliget. Foruroliget af dette onde, som træder frem - som noget forståeligt, men også gådefuldt og ubegribeligt. Tematiseringen af det onde er en måde at anskueliggøre, hvad det vil sige at være menneske – det onde bliver i antologien sjældent beskrevet som et hypostaseret fænomen, der bekvemt kan placeres i tryg afstand fra uskyldige aktører.
For teologer og præster er antologien et must. Hvem andre skal så ofte beskæftige sig med ”det onde” som os, og hvor stor er ikke risikoen for, at vi i vore prædikener forenkler fænomenet, så det onde mister alvor. Eller marginaliserer det, så vi overser, at det også er noget vi kan skimte i vores eget spejlbillede. For ingen af os kan sige os fri for det onde! Det mærker man ved læsningen med al tydelighed.
Ondskabens fremstilles både som åbenlys, normal, skjult og fremmed. Ikke overraskende citeres Romerbrevet: ”Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” [3] et par gange, bl.a. i Bjørn Ekmanns artikel. [4] Ekmann gør netop opmærksom på det ondes almindelighed ved gennemgangen af Franz Kafkas roman ”Straffekolonien”: ”Den idealtypiske ”normale” person” er ikke altid idel godhed: ”Først i tilbageblik bliver det rædselsvækkende, hvordan han [5] passivt og forekommende høfligt lader sig vise rundt i rædslerne, ikke griber ind, ikke tager noget ansvar og netop derved pådrager sig et afgrundsdybt medansvar.” ””normaliteten” (er) i virkeligheden en dæmoni, vi ikke gerne vil konfronteres med..” [6] . Sådan bliver det under læsningen helt tydeligt, at det onde ikke er til at komme udenom. I ethvert normalt menneske findes et urovækkende potentiale.
Men hvorfor lade litteraturen og litteraterne sige det, som teologien og teologerne vel kender bedre til end nogen andre? Fordi, siger Nikolaj Lübecker i sin artikel [7] : ”Litterauren er et udogmatisk erkendelsesfelt.” [8] ”…litteraturen er et polyfont og åbent univers, der muliggør en mængde forskellige fortolkninger og dermed tvinger læseren til at acceptere en kompleksitet, som andre former for virkelighedsfremstilling vil være tilbøjlig til at begrænse.” [9] . Gør litteraturen os da til bedre mennesker?! Ja, det er spørgsmålet.
Lübecker pointerer, at ethvert værk i virkeligheden stræber efter at hive sin læser ud af virkeligheden. Ja – ”enhver bog vil slå sin læser ihjel” [10] . Den uberegnelige kunst (digtning) var som bekendt for meget for Platon, der havde blik for det foruroligende og farlige [11] .
Litteraturen eller kunsten er ikke en forsikring mod det onde, selvom en indsigt i kompleksiteten uden tvivl ofte fører til et kritisk blik på sig selv, der kan afværge de værste blindgyder. Sådan kan vi i artiklen om Per lagerkvists roman ”Dvärgen” [12] læse om den onde hovedpersons mulige selvindsigt- og afsløring: ”I samme øjeblik han retter det ødelæggende blik mod sit eget jeg, bliver han faktisk en anden, end den han er.” [13]
I Per Øhrgaards tankevækkende artikel om ”Auschwitz og litteraturen” huskes vi imidlertid på, at et litterært og kunstnerisk menneske ikke behøver at være mere fintfølende end andre: ”Vi ved nu, at en mand kan læse Goethe eller Rilke om aftenen, at han kan spille Bach og Schubert og om morgenen gå til dagens arbejde i Auschwitz.” [14]
De fleste bidrag er glimrende, skrevet af store kapaciteter på området.
Det er vanskeligt at fremhæve nogle, frem for andre, men jeg vil alligevel forsøge [15] . Den første artikel ”Ondskab og retfærdighed i Aischylos' trilogi Orestien” [16] er uhyre interessant for en nutidig læser, fordi den problematiserer sindelagsetikken og tager skylden alvorligt. Sindelagsetikken har vi på rygmarven, og vi kan derfor nemt identificere os med en Hamlet, der veltalende kan frikende sig selv. Hamlet, der repræsenterer det moderne, kan nok anerkende, at han er årsag til det onde, men han ville det ikke [17] . Nok er en sådan skikkelse objektivt set skyldig, men subjektivt set er han det ikke. Anderledes i den græske tragedie, hvor handling og skyld hænger sammen. I artiklen pointeres det, at det onde giver mening i det tragiske univers, hvorimod ondet relativeres i det moderne. Begivenheder – onde og gode – er i senmoderniteten meningsløse og tilfældige, for hvem er egentlig ansvarlig? I den græske tragedie marginaliseres eller bortforklares det onde ikke. Tragedien forudsætter imidlertid et andet univers, en anden antropologi.
Maiken Tangaard Derno [18] beskæftiger sig med denne moderne bevidsthed, der ikke kan fastholdes, ikke egentlig stilles til ansvar. Skakespeares Richard den III er et sådant eksempel på modernitetens tvetydigehed. Richard den III's tale er netop et edderkoppespind af selvmodsigelser, hvor ondets årsag (Richard selv) dog forbliver sælsomt uden for rækkevidde [19] .
Jesper Gulddal behandler i ”Ondskab og utopi” J.G. Schnabels kuriøse roman fra 1700 tallet [20] . Schnabel mente, at romanens eksistens var betinget af samfundsmæssig uorden og umoral, hvorfor han forsøgte sig med et alternativ: en roman om et ø-samfund, et ”idealsamfund”, hvor kun det gode havde eksistensberettigelse. Romanprojektet afslører imidlertid, at dyden, ordenen og godheden ikke egner sig som stof til en roman. Fortællingen går i stå, og den såkaldte roman bliver intet andet end en kedsommelig beskrivelse af gode, retskafne og entydige personer - blottet for kompleksitet og dybde. Romanen bliver aldrig til nogen roman, for der er intet at fortælle. Det eneste Schnabel kan gøre er at registrere og beskrive inventar! Ondskaben og fortællingen hænger åbenbart sammen. Tankevækkende.
Endnu et usædvanligt godt bidrag er Isak Winkel Holms læsning af Kafkas ”Slottet”. Man gyser, selvom det ”kun” er en analyse, for det urovækkende trænger ind i blodet ved læsningen. Winkel Holm parafraserer hvorledes de store episke helte på et tidspunkt må begive sig ud på en rejse til underverdenen. Hos Kafka hedder det Babelsskakten, og er udtryk for en nedstigning [21] til dødsriget. Vi tager rejsen ind i Kafkas univers med Winkel Holm, så hårene rejser sig blot ved lyden af vindens susen. Vinden er netop symbol på de årsager, eller fremmede påbud, der forgrener sig bagud i et uoverskueligt termodynamisk kaos [22] . Hvorfor sker ting, hvorfor former livet sig tilsyneladende uforudsigeligt? Er det meningsløs kontingens – eller konspiration! Ingen af Kafkas alternativer er opløftende. Og der gives netop intet svar. For øvrigt præsenteres vi for et genialt bud på Sortinis [23] rynker, som ikke skal afsløres her. Også Lilian Munk Rösings bidrag om nobelprismodtageren Imre Kertész [24] er særdeles glimrende og tankevækkende. Hos Kertész findes det onde potentielt og immanent i den symbolske orden [25] , og opstår, når man i for høj grad identificerer sig med eksempelvis loven eller ens (tilfældige) rolle i samfundet. For så vidt man overidentificerer sig med sin ”dom” eller sin rolle forsvinder selvet: den ubestemmelige ”rest”, der sørger for en afstand til enhver situation. Når bøddelen identificerer sig helt med sin rolle, sit erhverv, begår han – eller hun – transcendensforrædderi [26] . Altså gælder det i Rösings Kertész-læsning også om ikke at blive for socialiseret, for normal, jf. denne anmeldelses indledning.Et spændende element i antologien er fremhævelsen af det onde, ikke som det splittede, men derimod som det monolitiske, for eentydige. Så ”selvrefleksionens dæmon” [27] , det brudte, er egentlig netop et gode, der ved afstand og refleksion kan hæve sig over situationen og muligvis hindre, at det det onde realiseres.
Der er et par mindre gode artikler, men alt i alt er det en fascinerende antologi. Og det onde fascinerer, sådan som Bente Larsens artikel [28] afslutningsvis kan skitsere: ”Den onde magt udgøres (..) af det sted, man kan længes imod, men som ikke kan begribes, som ikke afgiver betydning, men som alligevel i al sin grufuldhed kan fremtvinge såvel inspiration som mareridt.” [29] Citatet afdækker den mærkelige ambivalens, der er forbundet med et forsøg på at beskrive, begribe og afdække det onde.
Universitetspræst Ulla Pierri Enevoldsen, RUC.
[1] lektor ved Institut for Tysk og Nederlandsk, Københavns Universitet.
[2] ph.d., amanuensis ved Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.
[3] Romerbrevet 7,19
[4] ”Indføling i skurkerollen. Det normale eller forståelige onde.”
[5] p. 168, hovedpersonen i værket.
[6] p. 168
[7] ”Opslugt! – når litteraturen er ond”
[8] p. 132
[9] p. 132
[10] p.140
[11] p.134. Digterens risiko for mania – det hellige delirium, hvor fornuften forsvinder.
[12] Rikard Schönstrøm
[13] p. 231
[14] p. 240
[15] Udover de allerede nævnte.
[16] Henrik Stampe Lund
[17] jf. Paulus' Romerbrevs-citat
[18] ”Mellemrummets Dæmoni”
[19] p. 47
[20] ”Insel Felsenburg”
[21] katabase
[22] p. 217
[23] Sortini: En af Kafkas figurer.
[24] ”Dæmon eller Fantomfar. Kertesz og kz”
[25] Den patriarkalske orden: eksemplificeret ved kz lejre, kostskoler m.v. p. 273
[26] Filosoffen Rüdiger Safranskijs udtryk p. 275.
[27] p. 11
[28] Hoffmanns djævelske lærred
[29] p. 130