Prædiken, 1. søndag e. Trinitatis, 2010, 6. juni. Himmelev kirke og Roskilde Kloster.
Forleden gik jeg på kompromis med mine idealer om sundhed og købte en halv liter fanta, som den 5 årige lille pige og den 9 årige dreng skulle dele.
Selvom den 5 årige ikke altid er super god til at hælde op i et glas, så var det alligevel hende, der nu fik til opgave at dele fantaen imellem dem. Den 9 årige måtte så selvfølgelig vælge først. Da jeg så på glassene bagefter kunne jeg ikke se, at det ene var én eneste milimeter mere fyldt end det andet. Den 5 årige udførte opgaven til perfektion. Der var ingen forskel på mængden af fanta i de 2 glas.
Der er ikke altså ikke noget problem i det at dele fuldstændig ligeligt, så længe det foregår på den måde! :-)
Men når det er den samme, der deler og vælger, så kan det gå galt. Af og til så meget ud af proportioner, at vi må undre os over hvor utilbøjlige vi er til at dele ud af det, vi har.
Nogle gange virker det som om, at jo flere penge, der går ind på kontoen, jo sværere er det tilsyneladende at bevare evnen til at skelne og se disse ting.
Fru Justitia, som vi kender hende, med bind for øjnene og sværd i hånden - hende der er symbolet på, at det hele skal gå retfærdigt til - nogen har tilsyneladende taget bindet af hendes øjne, så hun har ladet sig forvirre, så hun holder med dem, der alllerede har rigeligt.
Som det endda står i vores Bibel: ”den som har, skal mere gives”, det skal ikke forstås bogstaveligt, det er ikke ment i materiel forstand, men ikke desto mindre er det den logik, der gælder ude i det vilde vesten, hvor børshandlerne huserer:
En mand står på børsen, på wall street og holder blikket stift rettet mod tallenes bevægelser, i det rette øjeblik slår han til, han sælger og køber ved at satse sine matadorpenge der, hvor gevinsten ser ud til at blive størst.
Pengenes bevægelser ser abstrakte ud – og det er mærkeligt, jo flere penge jeg tjener, jo mindre betyder de på en måde, det er bare nogen, man kan bruge, de bliver omsat til selvfølgelige indkøb i Magasin og Illum, status- og luksusvarer. Boligpriserne bobler og pludselig er mange blevet meget rige uden at arbejde den mindste smule.
Der er så mange illusioner, så mange drømme, så mange håb om et godt liv og tryghed, det er svært at gennemskue det hele, svært ikke at lade sig forblænde:
Ja og pengene kan jo endda omsættes til generøsitet og tryghed og gæstfrihed – for nu kan jeg jo lave god mad til mine gæster og servere cafe latte af smukke designerkopper:
Æstetiske ting og smukke omgivelser.
Og hvem vil ikke gerne være omgivet af smukke ting, hvem kan sige sig fri?
Hvem vil ikke gerne være med til det selskab, hvor der er overskud på alle planer? God mad, gode vine, gode åndfulde samtaler.
I det samme nu som finansmanden på wallstreet råber og handler og bagefter tager sig en sandwich sammen med de andre unge drenge på cafeen ved siden af – og i det samme nu - mens jeg står i Irma og møjsommeligt undersøger varerne : jeg har husket majschips og - 100 % arabica kaffe – i det samme nu står der en kvinde i et andet land og grubler, for hun indser, at hun bliver nødt til at sælge sin majs til underpris, den majs hun skulle leve af, uden hvilken hun sulter.
Alle tre bibeltekster til i dag kredser om risikoen ved penge – der er altså noget på spil her – og så er det alligevel helst ikke noget vi skal tale om:
Hvorfor er det en party-killer at gøre opmærksom på disse ting?
Og hvorfor er det liv, som er fattigt på en eller anden måde bare ikke ligeså vigtigt, som den velhavendes? Hvorfor tæller de fattige liv ikke?
Mon ikke en af grundene er, at de fattige er blevet til en ansigtsløs masse, til statistik, til abstrakte størrelser, ligesom pengenes bevægelser er abstrakte. Ja, det er lige før, at det i dag er blevet en moralsk pligt, en slags dannelse at være velhavende, hvor de velhavende tidligere blev opfattet som udbyttere. I dag er fattigdom og mangel på succes forbundet med skam….som den følgende ordveksling illustrerer:
”Hvilken baggrund har du egentlig?", sådan spurgte skuespillerne forfatteren Erling Jepsen, som skrev manuskripter til de stykker, som de skulle opføre på teateret. Erling Jepsen havde ikke noget svar, han havde intet at sige….. For Erling Jepsen er opvokset i en temmelig fattig, en såkaldt ressourcesvag familie i udkants-Danmark, og når han fik det spørgsmål: hvilken baggrund har du, Erling, så skammede han sig, skammede sig over at være født i en såkaldt dysfunktionel familie.
Han endte så med at give dette svar: ”Jeg har ikke nogen baggrund” for at undgå at skulle svare yderligere.
”Jeg har ikke nogen baggrund”
At være fattig kan altså også være det ikke at have nogen baggrund, ikke nogen historie – enten på den måde at man ikke selv formår eller har kræfter til at fortælle den – eller fordi fortællingen ikke regnes for noget. Den fattige er blot endnu en fattig ud af talløse – det er så nemt at distancere sig – her er jo ingen personligheder, intet flot og veltalende sprog, ingen spændende hovedpersoner, vi kan identificere os med.
Men evangeliet siger noget andet, og husker os på noget meget vigtigt!:
Vi har noget til fælles, vi kan ikke reduceres til den måde vi kategoriserer hinanden på: Vi er mennesker af kød og blod, med hjerte og håb og længsler – en længel, som bringer os her hen her i kirken for at gå ind i den store historie om kærlighed, Guds kærlighed til os mennesker, uanset om vi er fattige eller rige. Her huskes vi på, ja, her forkyndes det for os, at verden ikke tilhører nogen, den er for os alle – eller sagt på en anden måde: verden er Guds, og derfor har vi pligt til at dele med hinanden. Så lad os lytte til hinandens fortællinger og historier, så vi mærker, at vi har noget at betyde.
I beretningerne om Jesus hører vi hvordan han omgås enhvert menneske, han møder: han ser den enkelte i øjenene, både rig og fattig, han lytter og deler ud, ja mere til, han møder enhver med et overskud, en generøsitet, der gør, at de forandres af hans nærvær. Jeg læste engang; ”Gud fordrer ikke andet end det, han selv giver”: Det vil sige, det der forlanges af os er sådan set ganske meget! Grænseløst og ubetinget meget!
Det kan vi nok ikke, det er ikke menneskeligt muligt –men om ikke andet kan vi - af indsigt - og hvem ved, måske også fordi vores hjerte berøres af den kærlighed vi hører om, her i dette hus, ja, så kan vi måske gøre det lidt bedre i dag end i går?
Fred være med jer
Amen
Salmer: 376: Lyksaligt det folk som har øre for klang, salme 747: Lysets engel går med glans, salme: 305: kom Gud helligånd kom brat, salme 369: Du, som giver os liv og gør os glade, salme 466: Vor herres Jesu mindefest 1-3, salme 725: Det dufter lysegrønt af græs.
